Vi tager ud at rejse på fredag

Ja sgu. Som konsekvens af en ønske-samtale, som Arne og jeg havde for nogle uger siden, så købte vi to flybilletter. Eller teknisk set købte vi jo fire, for vi skal også tilbage igen. Men kun til os to, for i mellemtiden skal Inge passes hos mine forældre i deres sommerhus. Der er hun udover sine bedsteforældre også sammen med sin moster, onkel og to kusiner – så det skal nok blive en fest. Muligvis den slags fest, som man som bedsteforældre gerne vil hjem fra halvvejs – men der sidder de jo så lidt i saksen, kan man sige. 

Njå, men det bliver i hvert fald piss’-fedt for Arne og jeg, der skal prøve det der med at kigge lidt på hinanden, i stedet for altid begge to at have øjnene stift rettet mod Inge. Bevares, hun er latterligt smuk – men det husker jeg også, at Arne var sidst jeg kiggede på ham. Det var vel i starten af 2018. 

Det er måske nok lidt løgn, men vi er virkelig ikke særlig gode til at huske at tage en aften med babysitter på, eller en lille sviptur på badehotel – det bliver som oftest med venner eller veninder i stedet, for så kan den anden forælder bare tage børne-tjansen, og så er der intet, der skal koordineres. Men nu skal vi sgu lige nyde, at vi stadig har hinanden efter 2,5 år med puttetjanser, søvnunderskud og en eksplosion af vasketøj og oprydning. Og inden at vi til jul igen bliver smidt tilbage til spædbarns-stadiet, hvor alt for mig kommer til at handle om at sidde i en sofa og amme, mens min mås bliver fla’ere og fla’ere. 

Så vil skal til det bedste sted i denne verden på fredag. I hvert fald hvis man spørger mig. Jeg elsker Færøerne helt ned i maven og dybt ind i hjertet, og sidst vi var deroppe var da Inge stadig lå inde i min mave, og den mellemliggende tid har Arne med månedligt mellemrum skulle høre på mig klage over, at det var for lang tid siden, at vi havde været på øerne. Jeg har en masse familie på Færøerne, som jeg har set alt for lidt de seneste år og jeg savner alt ved Færøerne. 

Vi tager afsted fredag formiddag, så har vi lidt tidsforskel, der arbejder med os den vej, så vi lander lidt før middag – så skal vi lige have vores kufferter og en bette Corona-test, og så skal vi ellers bare ud og opleve den pragtfulde færøske natur og mad indtil søndag middag, hvor vi hopper på et fly retur. 

Vi får altså taget en Corona-test, når vi ankommer til lufthavnen, da det ikke er nok at have en negativ en med hjemmefra. Vi har alligevel valgt også at få lavet en hjemmefra tidligere i dag også, så vi lige er sikre på ikke at slæbe noget skidt med til øerne, der håndterede hele Corona-krisen vanvittigt godt! På grund af nogle to årtier gamle tests, der bruges til at teste laks for en smitsom virus, så kunne man der hurtigt gå i gang med at teste løs og på den måde stoppe smittekæderne. Kun to måneder efter det første registrerede tilfælde var Færøerne igen Corona-fri. Og det skal vi naturligvis ikke lave om på. 

Af samme grund tør vi også godt tage afsted. Danmark er stadig langt hårdere ramt end Færøerne, og alle der har været i lufthavnen på Vágar ved, at det ikke ligefrem er et knudepunkt. Så vi udsætter os selv for langt mere smitte, når vi nu to gange har været i legeland i Danmark, end når vi tager til Færøerne. Så derfor har vi det bedst med at have en frisk og negativ test med hjemmefra, selvom det ikke er et krav. 

Jeg glæder mig vanvittigt meget til at putte Inge torsdag aften, for derefter at sætte mig i bilen mod København med Arne og så ellers bruge de næste par dage på at komme i tanke om, hvordan det nu er min kære kæreste ser ud og hvordan det er at føre hele og sammenhængende samtaler med ham. Han kan næsten kun skuffe. 

Fik du nogensinde læst dette indlæg om da jeg stoppede amningen med Inge?

2 kommentarer til “Vi tager ud at rejse på fredag”

  1. Vi tager også til Færøerne på fredag. Har aldrig været der før – must sees??! 😬
    God ferie til jer!

    Svar

Skriv en kommentar