Vores forhold under karantænen

Først og fremmest: Arne og jeg er stadig kærester. Jeg synes, at det er meget rart lige at starte med den lille information, for det er åbenbart ikke en selvfølge midt i alt det her hejs. Jeg har i hvert fald set mange mere eller mindre grineren ting på internettet om, at der jo nok bliver mange skilsmisser på den anden side af det her. Der er jeg jo i den heldige – omend uønskede situation, at man ikke kan blive skilt, når man ikke er gift. Man kan desværre stadig godt gå fra hinanden – men det har vi nu heller ikke planer om umiddelbart. 

I hvert fald så har Arne og jeg de seneste 5 uger haft væsentligt mere tid sammen en vi normalt har. Og nu vil jeg jo så nødigt ødelægge alt den skægge snak om, at vi alle er pissetrætte af vores partnere efter at have gloet på personen i over en måned. Men jeg er simpelthen ikke træt af ham endnu. Eller, altså jo! Men ikke mere end normalt. Bevares, han er en kæmpe klaphat – men det er jeg jo også, og sådan fungerer det sgu mege’ godt. 

Corona har om noget gjort mig endnu mere bevidst om, at Arne og Else altid var en god idé. Vores liv er normalvis indrettet sådan, at vi ofte har mange dage væk fra hinanden – men det er bare sådan vores liv er lige nu, det er ikke en mulighedsbetingelse for, at vi kan holde hinanden ud. Vi plejer at have perioder, hvor vi er væk fra hinanden – men pauserne er ikke nødvendige for at vi skal holde sammen.

Og inden det nu kommer til at lyde som om, at Arne og jeg render rundt og snaver og giver hinanden komplimenter i et væk – så er det altså æk’ tilfældet. Der er super meget hverdag i den herhjemme, masser diskussioner og en god portion skænderier – men det er der altid mellem os. Og sådan kan jeg også bedst lide det. Uden at fremhæve mine dårlige sider alt for meget, så kan jeg afsløre, at hvis jeg ikke havde nogen til a sige mig imod, så ville mit hoved vokser op i skyerne og mit liv være et kæmpe rod.

Njå, men vi har det sgu godt med at være i karantæne sammen! Midt i al den elendighed som Corona nu engang medfører, så er det da meget rart at blive bekræftet i, at man har valgt den rigtige at sidde i karantæne med. Og så har vi jo endda en freaking energibombe af en datter til at holde os i gang og på dupperne – bare så vi ikke kommer til at kede os, forstås det. Som i: Kæft hvor vi ikke når at kede os.

Der har også været tale om, at der nok kommer ekstraordinært mange babyer om omtrent 9 måneder. Og det gør der da sikkert også. Alle de kærestepar, der var liiiige ved at være klar til den slags, men lige skulle have en sidste sommer med rosé og fastivaller med – ja, de er da sikkert gået i gang nu. For sommeren bliver sgu nok ikke helt så fe’, som vi havde håbet – og så kan man sgu da ligeså godt bruge tiden på at være gravid. Så går man heller ikke glip af ligeså meget, som man ellers kan risikere, når man er gravid. 

Men altså, alle os, der i forvejen har børn – begynder vi også bare at lave babyer deruda’? Har I overskud til at bolle løs efter en dag med arbejde og et barn, der hænger i skørterne samtidig? Altså, vi vil stadig gerne have en Homie mere, den plan er ikke lavet om – men hvis ikke det var planen i forvejen, så tvivler jeg sgu på, at vi havde fået idéen nu. 

Jeg ved jo ikke en skid om beregningen bag, men det virker som om, at den er lavet ud fra tesen om, at det simpelthen har været tidsfaktoren, der har afholdt folk fra at formere sig yderligere. Og nu har vi pludselig tid sammen, og så skal der satme laves babyer. Der synes jeg måske nok bare, at kvaliteten af den tid må tages i betragtning – og hold kæft, der går meget tid med at være professionel-børnepasser, og det er mofo hyggeligt herhjemme – men der kommer der sgu ikke mange befrugtninger ud af det! 

Er der ikke også noget med, at mennesker generelt bare laver flere babyer i krisetider? Fordi vi vil sørge for, at der er nok til at forsørge os og drage i krig for os og sådan? Det mener jeg at have hørt med et halvt øre i en samfundsfagstime, mens jeg spillede Hangaroo. Men altså, umiddelbart så er Inge rent økonomisk lidt af en underskudsforretning – så det ville sgu ikke give meget mening at producere flere af hende, hvis målet var økonomisk rigdom. 

Kæææft, hvor jeg plaprer løs om ikke en skid, hva’? Du er et godt og tålmodigt menneske, at du er nået helt herned til. Det jeg egentligt bare ville sige var, at jeg pissenyder at være mere sammen med både Arne og Inge! Men på et eller andet tidspunkt, så bliver jeg sgu nok nødt til at have lidt mere tid til at arbejde, hvis jeg kunne tænke mig at tjene nogle penge. Min chef er nemlig freaking skrap og hun har sgu ikke sendt mig hjem med løn. 

Jeg håber, at du enten fortsat hygger dig i karantæne-land eller stille og roligt er ved at vende tilbage til en mere almindelig hverdag. 

Fik du læst om de Instagram-udtryk som jeg pisse-hader? 

4 kommentarer til “Vores forhold under karantænen”

  1. Jeg tog en positiv graviditetstest den første dag i karantæne! Hvis jeg vidste corona var kommet forbi, havde jeg nok valgt et andet tidspunkt til at være sammen med mand og børn (Jeps, 2 tak i for vejen) 24/7 og så samtidig døje med kvalme, hovedpine og graviditets træthed 🙈

    Svar
  2. Ja jeg bliver vidst en del af statistikken med corona baby, da jeg testede positiv i søndags 🙂 trods vi et februar havde fået at vide jeg ikke kunne naturlig gravid – what are the odds!

    Svar

Skriv en kommentar